Cases

Smart emballage giver bedre kundeservice

DS Smith tænkte ud af boksen, da Dentotal fik udviklet en smart forsendelsesemballage, som sparer Dentotals kunder for at betale porto.

Dentotal sælger og servicerer tandlægeudstyr for danske tandklinikker. Som et led i sine bestræbelser på at levere en god service, ville virksomheden gerne gøre det nemmere og billigere for kunderne at sende deres grej til reparation – og det kaldte på en smart emballageløsning.

Kunder betalte selv porto

Bor og andre tandlægeinstrumenter slides med tiden. Tandklinikkerne sender derfor det slidte udstyr til Dentotal, som udskifter instrumenternes udtjente dele. Hidtil har tandklinikkerne selv bøvlet med porto og forsendelsesemballage, men dén pine ville Dentotal gerne fjerne med roden. De kontaktede derfor DS Smith for at finde en løsning.

Smart æske med to låg

DS Smith gik i dialog med Dentotal og udviklede en æske med to forskellige låg. På låg A er kundens navn og adresse påklistret, og på låg B er Dentotals adresse påtrykt sammen med en forudbetalt porto. Når Dentotal sender et produkt til kunden, folder de æsken, så låg A er synlig. Efter modtagelse beholder kunden æsken, og når han skal sende et produkt til reparation, folder han æsken, sådan at låg B med den forudbetalte porto er synlig.

”Samarbejdet med DS Smith fungerede rigtigt fint, og der var meget kort fra idé til handling. Jeg henvendte mig og fortalte om vores behov, og kort tid efter fik vi det færdige produkt, uden at jeg skulle tænke mere over det.” – Bente Kjehr, emballageansvarlig hos Dentotal

Kunder slipper for porto

Kunderne kan nu nemt og bekvemt sende deres instrumenter til service hos Dentotal uden at betale en krone i porto. Det har vist sig at være en stor fordel for Dentotal – den nye emballageløsning har nemlig både tiltrukket nye kunder og øget tilfredsheden blandt de eksisterende.

”Vores nye emballage betyder, at vi kan yde en bedre service til vores kunder. Det er helt klart en løsning, der er kommet for at blive, og vi overvejer nu, om vi skal have udviklet en lignende emballage til noget af det større tandlægeudstyr, vi servicerer.” – Bente Kjehr, emballageansvarlig hos Dentotal

Om Dentotal

Dentotal sælger og servicerer tandlægeudstyr og yder totalenterprise på indretning af tandklinikker. Hos Dentotal er kvalitet og god service de to vigtigste nøgleord. Virksomheden holder sig derfor konstant ajour med den nyeste udvikling inden for tandlægeudstyr, så de til enhver tid kan reparere kundernes udstyr, sætte det op i klinikken og få det til at fungere.

Du kan oprette et login til webshoppen, så kan vi huske dig til næste gang. Et login giver også mulighed for at vælge fremsendelse af faktura frem for anvendelse af betalingskort.

Opret login